Boller i karry med et tvist
Boller i karry er altid et lækkert måltid. Her med et lille tvist af revne gulerødder både i kødbollerne og i sovsen.
Allehånde er også et krydderi, som giver kødet en ekstra smagsvariant.
Spidskommen findes allerede i karry, men jeg kommer lidt ekstra spidskommen i sovsen, for at give den ekstra fylde sammen med en smule flydende honning.
Jeg serverer boller i karry med jasminris.
Ingredienser:
Opskriften er til 4 personer.
Kødboller:
- 400 g blandet svine og oksefars.
- 4 spskf rasp.
- 1 æg.
- 1 løg.
- 1 stor gulerod.
- 1/2 dl mælk.
- Salt og peber.
- ½ tsk allehånde.
Karrysovs:
- 40 g smør.
- 1 mellemstor gulerod.
- 3 – 4 tsk karry eller efter smag.
- 3 spsk mel.
- 1 knvsp spidskommen.
- 1 spsk flydende honning.
- 4 – 5 dl vand.
- 1/2 dl fløde
Ris:
- 3 dl jasminris.
- 5 dl vand.
- salt.
Tilberedningstid: 1 time.
Tilberedning:
Boller i karry med et tvist
Kødboller:
1 Pil løget og riv det fint. Skræl guleroden og riv den fint.
2 Kom svinefars, de revne grøntsager, et æg, rasp og krydderierne og rør farsen godt sammen. Rør mælken i farsen. Lad farsen hvile.
3 Kom vand i en gryde på 3 – 4 ltr sammen med 1 tsk salt. Kog vandet op.
4 Form kødbollerne med en ske og kom dem i det kogende vand. Lad dem småkoge indtil de kommer op og flyder i overfladen. Lad dem koge endnu et par minutter. Tag de færdigkogte kødboller op af vandet og lad dem dryppe af i et dørslag.
Ris:
5 Sæt risene over og lad dem koge mens sovsen tilberedes. Risene skal koge i 10 minutter og hvile 10 minutter i gryden med låg på.
Karrysovs:
6 Smelt smørret i en gryde. Kom karry i det smeltede smør og svits det i nogle få minutter. Kom den revne gulerod i gryden og svits den med et øjeblik uden at tage farve.
7 Kom melet i gryden og rør det godt igennem. Spæd sovsen op med vand indtil sovsen har den rigtige konsistens. Sovsen skal have en vis konsistens. Kom bouillonterningen i sovsen.
8 Kom fløden i sovsen og kog den godt igennem. Sovsen må gerne være lidt tyk og cremet. Smag sovsen til med spidskommen, salt og peber samt evt. flydenden honning.
9 Kom bollerne i et forvarmet fad og kom sovsen over.
Server jasminris til dine boller i karry.
Skriv et svar