Covid-19 og hvad nu!
Nogle har måske bemærket, at jeg har været fraværende på min blog og de sociale medier i mange måneder. Det er faktisk blevet til 6 måneder. Men er det slut nu?
Covid-19 har i en lang periode sat vores samfund i stå, og det kunne være oplagt at tillægge den skylden for min tavshed og fravær på de sociale medier. Men det modsatte skete for mig: Covid-19 satte mig i sving.
Jeg har siden årsskiftet været med til at vaccinere mod Covid-19. Fra februar har jeg også været med til at koordinere vaccinerne og vaccinationerne på et vaccinationscenter i Aarhus.
Måske har Covid-19 alligevel har noget at skulle sige. Det har om ikke andet fået mig til at tænke over, hvad jeg bruger tiden på.
Covid-19 og dens påvirkning
Da coronavirussen væltede ind over grænserne, sad jeg trygt og godt hjemme og følte mig privilegeret som pensionist. Jeg brugte min tid på at udvikle madopskrifter og promovere min blog på de sociale medier.
Min mand og jeg valgte vores boble: Vores børn og børnebørn, derfor måtte vi også vælge vennerne fra. Vi så nogle af dem enkelte gange udendørs for dog at holde forbindelsen ved lige.
Det lykkedes os at holde et oar virtuelle middage med vennerne. Det gjorde os gode til at bruge Teams og den slags programmer. Men ellers holdt vi os for os selv.
Fra pensionist til aktiv sygeplejerske
Aldrig før er en vaccine blevet udviklet i et tempo som vaccinen mod Covid-19.
Meget hurtigt besluttede jeg mig for at melde mig under fanerne som frivillig for at hjælpe med til at udrulle vaccinering af befolkningen.
Jeg tilmeldte mig da jeg så den første annonce og var heldig at blive kontaktet, så snart vaccinerne var klar. Jeg var med til at vaccinere fra den første dag. Jeg er jo sygeplejerske, og følte mig forpligtet som pensioneret sygeplejerske at træde til og blive aktiv igen
Det var min hensigt at bidrage med et par dage om ugen, så jeg samtidig kunne nyde min tilværelse som pensionist. Jeg skulle vaccinere og ikke have nogen form for ledelsesansvar. Jeg har været leder og chef i mere end 20 år, så jeg syntes, at jeg havde gjort min pligt. Desuden var jeg ikke interesseret i at arbejde så meget.
Det holdt ikke længe. Jeg blev grebet af opgaven og begyndte at blande mig i organiseringen af vaccinerne og vaccinationerne. I marts 2021 blev jeg så koordinator og fastansat.
Tilbage på hesten. Hver morgen tog jeg Letbanen ind på arbejde og nød den daglige vandretur langs havnen tidlig om morgenen. Jeg tog billeder af de smukke solopgange og scenarier på havnen, som jeg selvfølgelig lagde op på Facebook og Instagram.
Mit liv med sociale medier
Livet på de sociale medier har sit eget liv. Det kan være både sjovt og udviklende.
Jeg har fået mange Instagram og Facebook venner, som jeg udveksler holdninger med. Det har medført mange sjove, alvorlige og udviklende dialoger, hvilket jeg har sat stor pris på.
Den del af Instagram, som jeg har været en del af er udelukkende positiv. Det samme gælder Facebook.
Jeg har også fået kontakt med gamle kollegaer og elevkammerater via Facebook.
Jeg fortsatte med at udvikle madopskrifter, som jeg lagde op på bloggen, som jeg derefter promoverede på Facebook og Instagram. Det i sig selv var for mig en helt automatisk og velintegreret del af mit arbejde med bloggen.
Det begyndte dog at blive en belastning, at jeg hele tiden skulle forholde mig til de sociale medier. Jeg kunne ikke se en flot solopgang eller en sjov episode uden at det skulle på Instagram og Facebook.
Tjekke likes og kommentarer
Når jeg havde lagt billeder op, skulle jeg så følge det op ved konstant at tjekke likes og kommentarer.
Det er vigtigt at like og kommenterer andres oplæg. Et er at like oplæg fra Instagram-venner, som man på en eller anden måde har fået en relation til.
Da jeg havde lagt surdejsbrød op i utallige udgaver, måtte jeg dog spørge mig selv, om det kunne blive ved med at være interessant for andre.
Blev det ved alt være interessant for mine følgere efter den 20. solopgang eller solnedgang? Blev det ved med at være relevant for mig at jeg hver morgen på vej ind til Aarhus Ø skulle tjekke Instagram og Facebook, og igen om eftermiddagen på vej hjem? Efter igen om aftenen inden sengetid lige at skulle ind og like og kommentere. På et tidspunkt begyndte det at blive en belastning for mig selv.
Jeg var som sådan ikke mentalt afhængig af Facebook og Instagram. Jeg havde en oplevelse af, at det var noget jeg burde, som en del af det at være blogger. Det blev bare mere og mere en belastning.
Togturen blev en gave
En morgen på vej i Letbanen kunne jeg ikke få mig selv til at tage telefonen frem af tasken. jeg sad og kiggede mig omkring, så på de mennesker, som stod på toget, kiggede på mennesker i den virkelige verden omkring mig – tredimensionelle mennesker og huse og landskaber. Og i det samme slog det mig hvor mange mennesker som sad i deres todimensionelle univers med næsen dybt begravet i smartphonen uden at have øje for andet. Min gamle tante i New York kalder det af samme grund “dumbphone”.
Jeg nød pludselig turen ind til byen på en ny måde – den gammeldags måde – og nød turen langs vandet fra DOKK1 til Vaccinationscenter Ø. Jeg havde ganske vist et par gange hånden på telefonen for at tage et billede. Men jeg holdt mig og gav mig i stedet til bare at se og opleve uden at skulle lægge noget op på sociale medier. Jeg begyndte at reflektere over meningen med at lægge billeder op om mit liv.
Pause fra de sociale medier
Fra den ene dag til den anden stoppede jeg med at tjekke Facebook og Instagram. Jeg stoppede med at lægge madopskrifter op.Jeg havde brug for en tænkepause.
Den har nu varet i 6 måneder. De sidste 6 måneder har jeg ikke tænkt ret meget på de sociale medier. Det har faktisk været en befrielse at være dem foruden.
Det meningsfulde liv
Nu er jeg så stoppet med at arbejde igen og igen blevet pensionist. Hvad skal jeg så bruge al den tid til?
Hvad er nu meningen med mit liv? Skal jeg igen til at bruge mit liv på de sociale medier?
Det er ikke så enkelt.
Jeg skal helt sikkert dele madopskrifter igen. Det bliver dog ikke i samme tempo som tidligere.
Jeg skal også deltage i de sociale medier. Det bliver dog ikke i samme omfang som tidligere.
For der skal være plads til det, det giver mening: Et meningsfuldt liv i samvær med andre mennesker – familie og venner og dem jeg bare møder på gaden, fordi jeg kigger op i verden og ikke ned i smartphonen.
Fremtiden
Mine børn og børnebørn betyder alt, det er indlysende. Det at opleve, at de har det godt, og at se børnebørnene udfolde sig. Jeg rydder kalenderen, når de kalder.
Fysisk og mentalt velvære er grundstenen i mit liv. Det er vigtigt for mig at være fysisk aktiv.
Mit mentale velvære og fysisk velvære hænger sammen. Når jeg er fysisk aktiv har jeg det også godt mentalt.
Mit mentale velvære er afhængig af min kreativitet. Det gælder både madlavning og håndarbejde som strikning og syning. Mit mentale velvære er afhængig af at reflektere over livet i det hele taget.
Hvis jeg skal være aktiv på de sociale medier, skal der være en mening med at deltage. Jeg vil gerne delagtiggøre andre i mine aktiviteter, hvis jeg mener det kan have betydning for andre
Skriv et svar